Kapitel om Bjedstrup skole fra bogen “Skolehaver i praksis”, Frydenlund 2012
Af Ulla Skovsbøl, 2012
De små faste Cox Oranger hænger i gavmilde mængder i træernes grene, mens mange af de saftige Filippa´er allerede er dumpet modne ned i det dugvåde græs. De smager sødt og godt, mens de store faste Belle de Boscoper stadig er for sure.
Fjerde klasse på Bjedstrup Skole ved Skanderborg er i gang med første time, og der står æbler på skoleskemaet nu og resten af dagen. Bjedstrup Skole er en lille folkeskole med 140 elever fordelt på syv klassetrin, børnehave, SFO og skolefritidsklub. Eleverne er børn fra Bjedstrup og omegn, men nogle kommer også fra andre dele af kommunen, fordi deres forældre synes særligt godt om de pædagogiske principper her. Efter sjette klasse må alle elever dog videre til Ry eller Skanderborg for at gå i overbygningen.
I dag foregår undervisningen udenfor under de gamle æbletræer i det, der engang var skoleinspektørens have. Inspektørboligen er overtaget af fritidsklubben, og skolens leder, Kirstin Thomsen, bor et andet sted, men de gamle træer er her endnu. Lige nu går Kirstin rundt under dem sammen med børnene, for klassens udeskolelærer, John Markussen, trækker på hendes specialviden i dag. Som ung arbejdede hun mange somre i en himmerlandsk æbleplantage, så hun kan godt gøre det ud for en æbleekspert i dagens anledning.
Cox Orange er et gammelt gemmeæble. Pluk det forsigtigt, og det kan holde helt til jul. Ja, måske endda ind i januar eller februar, forklarer hun. Hun viser, hvordan man knækker æblet af grenen. Ganske varsomt. Ikke rive, ikke flå. Cox Orange. Smag på ordet. Smag på æblet. Filippa er også et dejligt spiseæble og fint i mad. Det kan steges med smør eller marcipan i og smager skønt i æblekage. Men når det gælder mad, er det her nu det bedste. BÆLDE-BOS-KOP. Klassen flokkes om hende og nogle gentager spontant det mærkelige ord. BÆLDE-BOS-KOP.
Det er en torsdag i oktober, og torsdag er altid udeskoledag for tredje og fjerde klasse. Alle skolens elever fra de mindste til de største i sjette har udeskole én dag om ugen, og i alt ni lærere og tre pædagoger er involveret i de udendørs undervisningsaktiviteter.
Rundt om skolen bølger det østjyske bakkelandskab med grønne marker, skov og enge. I den allernærmeste omegn er der masser af muligheder for undervisning i det fri, men skolens grund på næsten tre hektar er det nærmeste udendørs læringsrum. Her er der legeplads og boldbaner, æbletræer og levende hegn, bålplads, lejrplads, sø og bæk, en lille skov med ynglende ugler og egen ”vildmark,” hvor fritidsordningen har rollespil om eftermiddagen. Og så er der køkkenhaver. Siden 1995 har de været en fast bestanddel af undervisningen på alle klassetrin.
Kirstin Thomsen og hendes lærerteam kan uden problemer integrere både have, natur og udeliv i undervisningen, fordi skolerne i Skanderborg Kommune, hvor Bjedstrup Skole ligger, alle er kontraktstyrede. Dermed har de en høj grad af selvbestemmelse og plads til at udvikle deres individuelle præg. Kommunen har desuden været meget velvillig over for Kirstin Thomsens ønsker om at tilkøbe ekstra jord, når lejlighed bød sig, og hun har altid ment, at naturen og haven bør spille en vigtig rolle i ethvert godt børneliv.
”Jeg tror, det er meget væsentligt for børn i den her aldersgruppe at være ude i naturen, fordi det udvikler deres sanselighed. De konkrete oplevelser gennem sanserne styrker deres forståelse af det abstrakte,” siger hun.
Under trækronerne diskuterer hun med fjerdeklassen, hvor gamle æbletræerne mon er, og hvordan man kan bestemme et træs alder. John, som også er klassens matematiklærer, skærer æbler i stykker med sin lommekniv imens, så alle kan smage. Belle de Boskoop. Filippa. Cox Orange.
”Åhh, det er lækkert” siger én om Cox Orangeæblet. ”Nøøj ja, det er en god smag.” ”Altså, det er ret surt i starten, men så bliver det bare megagodt.” Børnene flokkes omkring John. ”Jeg vil gerne have et lille et mere. Jeg fik ikke så meget,” siger en pige, og en dreng, der hænger i et træ, får besked på at komme ned, hvis han vil smage.
Ansvar giver ejerskab
Kirstin kalder børnene til sig, så de kan studere en stor gren, der er knækket under vægten af overdådigt mange æbler, og de snakker om, hvordan de bedst kan behandle såret, så der ikke går råd i stammen.
”Der må have været vildt mange bier, dengang træet blomstrede, når det har fået så mange æbler,” funderer en af drengene.
Det er et særlig godt frugtår i år. Nogle børn har allerede lagt mærke til det hjemme i deres egne haver. Men æbletræerne her er faktisk også deres egne – i hvert fald i år, for fjerdeklassen har altid ansvaret for skolens æblehave og bestemmer over den. Hvis andre klasser vil smovse i de saftige frugter eller bage æblekage, så skal de spørge dem i fjerde om lov først.
Her har hvert klassetrin nemlig et særligt ansvarsområde. De små har bærbuske og højbede med grønsager, og i 4. klasse får eleverne desuden ansvaret for æblehaven, mens 5. og 6. klasse har temahaver med krydderurter, duftplanter og te- og lægeurter, som de kan bruge i mange forskellige fag. Natur/teknik og hjemkundskab giver sig selv, men haven kan også indgå i fag som historie, hvis temaet for eksempel er middelalder og munkevæsen, hvor det er oplagt at inddrage bedene med gamle lægeurter.
”Vi lægger vægt på, at børnene selv får et ansvar for et bestemt område. Jeg har hørt fra andre skoler, der kun har haver til indskolingen, at der kan være problemer med, at de store elever molesterer bedene for de små, men hos os er der aldrig nogen, der ødelægger noget, for det man selv har ansvar for, passer man også godt på,” forklarer Kirstin Thomsen.
Ved nærmere eftertanke husker hun dog et enkelt tilfælde af noget, der lignede hærværk: En dag kom en klasse og fortalte på morgensamlingen, at deres gulerødder var blevet rykket op. Det syntes de, var rigtig træls, og de var kede af det. Kirstin Thomsen tog den skrappe skoleleder-mine på og spurgte, om nogen kendte noget til den sag. Og det var der. Et par børn fra børnehaveklassen vovede sig frem og tilstod: ”Det var os. Vi ville bare se, hvor store de var bleven!.”
”Og det er der jo stor lærdom i. Gulerødder kan man altså ikke bare rykke op og så plante igen. Det er godt at vide. Så har man lært det til en anden gang, og det synes jeg er perfekt,” smiler hun.
Udeskole kræver træning
Fjerdeklasse følger Kirstin Thomsen rundt uden stor ståhej. Det er en hverdagsagtig oplevelse at være i haven, for alle har lige siden børnehaveklassen vænnet sig til, at undervisning ude er en naturlig del af det at gå i skole.
Alligevel kan det blive for fristende at klatre lidt i træer, lege med nedfaldsæblerne eller snakke om noget helt andet end æblesorter og blomsterbestøvning, når man nu er her ude i det dejlige efterårsvejr under åben himmel. Men da snakken er ved at tage overhånd, kalder John Markussen til orden, for det her er undervisning, ikke en hyggestund.
”Schhhhh….. Nu skal I høre. Vi skal i gang med arbejdet, men først må jeg lige sige noget om opførslen. Vi har undervisning nu, og det vil sige, man ikke skal kaste rundt med æblerne og sparke til dem og trampe på dem. De kan godt ligge til de andre børn, hvis de får lyst til at smage på dem.”
John er meget opmærksom på, at der ikke må ”gå spejderlejr” i udedagene.
”Det er nemt både for lærere og elever at falde i den grøft, så det er vigtigt at signalere, hvornår vi har undervisning, og hvornår de har pause og kan lege,” forklarer han.
Det er Kirstin Thomsen enig i: ”Hvis børnene ikke er ude så tit, opstår der nemt en udflugtsstemning, hvor de føler, de skal ud for at opleve. Og nogle gange er der selvfølgelig en bille eller en bi eller en fugl eller noget andet, der distraherer. Naturen er jo fuld af den slags, som børnene bliver optaget af, og sådan skal det være. Men de skal også lære at koncentrere sig om undervisningen, selv om der er en forstyrrelse,” siger hun.
”Det træner vi meget, for det kommer ikke af sig selv, men jeg synes, vores lærere er nået langt med det. De er blevet rigtig gode til at holde disciplinen, selv om det er svært.”
Der bliver nogenlunde ro, og John fortsætter med at forklare om dagens opgave, der går ud på at plukke og presse æbler til most, og få skåret æbleringe ud og tørre dem i ovnen.
”Ude i min bil står tre spande og en murerbalje, som vi skal bruge til at vaske æbler i. Dem skal vi have to drenge eller piger ud at hente. Hvem vil det?,” spørger han.
Hænderne ryger op, og to børn løber af sted. Andre elever henter æblepressen i kælderen, og nogle går sammen i grupper tre og tre og begynder at sætte stiger op i træerne. To står på stigen og plukker, og en tager imod æblerne nede på jorden. Ikke noget med at smide med dem, har Kirstin forklaret, for så bliver de stødt. Det er godt at øve sig på, selv om de bare skal bruges til saft. Imens sætter John æblepressen op sammen med andre af børnene og instruerer det første hold mostmagere.
Hjemmeavl og bålmad
Mens fjerde klasse knokler med mosteriet, er tredje klasse i gang et andet sted i haven. De graver kartofler op og gør deres bed efterårsklar sammen med deres udeskolelærer, Helle Kragelund. Når de er færdige i bedet står den på madlavning: Grønsagssuppe af årets sidste høst. Alle er udrustet med greb, spade eller kultivator, og kartoflerne fylder støt og roligt trillebørene op. Der er også gulerødder, rødbeder og løg i bedet, og fordi det har passet sig selv i sommerferien, er der også en del ukrudt. En af drengene har fundet en svamp.
”Det er en parykblækhat. Den kan faktisk spises,” fortæller Helle, men forklarer også, at man altid skal tage de svampe, man finder, med hjem og undersøge, om de faktisk er spiselige, før man sætter tænderne i dem. Parykblækhatten kvalificerer sig ikke til suppegryden i denne omgang.
Det kræver ikke nogen ekstra uddannelse at blive udeskolelærer på Bjedstrup Skole. Man skal dog have et vist praktisk håndelag, interesse for haver og natur, og så skal man naturligvis kunne se de pædagogiske perspektiver i at lægge en del af undervisningen ude i det fri. Det kan Helle. Hun har klassen til dansk, men der indgår altid forskellige fag i de tværfaglige udedage. Som minimum kommer to timer fra natur/teknik, og ellers kan der være tale om både idræt, dansk, hjemkundskab og i nogle tilfælde også kristendom og historie.
Når det gælder faget dansk, lader Helle sine elever læser faglige tekster som forberedelse til havedagen, og de skriver altid logbog over det, de laver ude. Logbogen begynder de på i dansktimen om fredagen, og gør den færdig som hjemmeopgave. Sådan har det været gennem flere år, men kravene ændrer sig med klassetrinet, forklarer Helle. Mange afleverer stadig en lang kronologisk opremsning af alt, hvad der foregik i haven, men her i tredje klasse er hun begyndt at kræve, at eleverne skal kunne opsummere og uddrage det væsentlige, og at de kan forklare, hvad de har lært.
Klassens højbed er ved at være tømt for de sidste afgrøder nu, og jorden ligger mørk og bar tilbage. Når børnene kommer herud igen i næste uge, skal den gøres klar til vinteren.
På Bjedstrup Skole har eleverne en unik mulighed for at følge haven året igennem, men man kunne let skabe de samme muligheder på de fleste andre skoler, mener Kirstin Thomsen. Det er ikke nødvendigt at råde over tre hektar for at kunne skabe gode udendørs læringsrum. Det kan faktisk være en fordel, hvis haven ikke er alt for stor, mener hun.
”Haven skal være lyst og fryd. Det er glæden og forundringen ved oplevelserne derude, der er det vigtigste. Det må ikke drukne i bekymring over, at arbejdet bliver for uoverkommeligt, og derfor er det meget fint, hvis bedene hverken kræver meget plads eller en kæmpe indsats at holde,” siger hun.
Selv undrer hun sig over, at der ikke er flere skoler rundt om i landet, som udnytter de udearealer, de rent faktisk har, til at skabe lystfyldte lege- og læringsrum i det fri. Den undren deler to forskere fra Statens Byggeforskningsinstitut. I SBI-rapporten ”Folkeskolens Uderum” fra 2007 skriver de blandt andet om Bjedstrup Skoles haver:
”Haverne fortæller en historie om et engageret lærerteam, der finder det værdifuldt at viderebringe dansk havekultur til fremtidens voksne. En succeshistorie, som medfører en undren over, at der kun er fundet så få gode eksempler på andre skoler.” [1]
”Om man kan gøre det her, afhænger først og fremmest af, hvilken holdning man har. Som leder må man selvfølgelig tilpasse sig de fysiske og økonomiske rammer skolen har, men det her koster ikke ekstra penge,” siger Kirstin Thomsen.
Hun mener, at selv storbyskoler kan gøre Bjedstrup Skole kunsten efter.
”Jeg synes, man skulle lave mange flere oaser også på byskoler. Det er jo bare at grave nogle fliser eller noget asfalt op. Man kan måske også låne en privat have, for jeg tror der er mange haveejere, som vil kunne se god mening i at lægge jord til skolehaver, eller man kan samarbejde med virksomheder, som har store græsarealer omkring bygningerne. Det kan også være, at kommunen har jord, der ligger ubrugt hen, eller også kan man måske få lov at bruge en lokal park. Det er muligt alle steder, hvis bare indstillingen er til det,” mener den østjyske skoleleder.
Et brombær for livet
Trillebørschaufførerne fra tredje klasse kører af sted med en ladning kartofler, nogle gulerødder og en lillebitte squash. De har kurs mod bålpladsen og de faste borde på den anden side af skolebygningen, hvor man kan stå og arbejde. Og nu begynder næste lektion: Suppekogning.
Nogle af dem skræller på egen hånd kartofler og skærer dem fint ud i mundrette stykker. Med Helle i spidsen går en lille gruppe i gang med at samle optændingskvas i hegnet og hente brænde i skuret, og et par stykker gør trefoden klar, så suppegryden kan komme op at hænge over ilden om lidt. De kan selv finde ud af det, for de har prøvet det før.
Kirstin kigger forbi med en kurv grønsager fra sin egen have. Hun tilbyder børnene ved bordet en kæmpe squash, men de ender med at holde sig til deres egen. Den er lillebitte og langt fra så imponerende som hendes, men den er trods alt deres egen.
Skolehaverne på Bjedstrup Skole bliver brugt til mange forskellige formål, men fra starten var den bærende ide, at give børnene en forståelse for, hvor maden kommer fra og et lystfyldt forhold til mad og sund kost.
”Det mest grundlæggende ved en have er, at den giver os mad, og det er noget, alle synes om. Vi kan lave suppe. Vi kan bage kage. Det giver lyst og begejstring, og der ligger en masse direkte motivation i det,” siger Kirstin Thomsen.
Glæden ved det fælles måltid er det, der giver én næring til at vokse og gro. Til at lære og leve. Den glæde skal være i højsædet, mener hun. Det er ikke nogen tilfældighed, at Bjedstrup Skole allerede i 1996 blev fremhævet i det lille skrift ”Et brombær for livet,” og i den tilhørende undervisningsvideo udgivet af Det Musiske Udvalg under Undervisningsministeriet.
Det er et lille manifest, som plæderer for en ny holdning til faget hjemkundskab skrevet af psykolog Tove Hvid og uddannelseskonsulent Karin Svendsen efter ide af kokken og madskribenten Claus Meyer. I et poetisk sprog slår de til lyd for mere intensitet, kreativitet, eksperimenteren og kvalitetsbevidst nydelse i dette – i den mest bogstavelige forstand – livsvigtige fag.
”Det er vigtigt, at vi ikke får et alt for teknisk forhold til mad, hvor vi vejer og måler og mest fokuserer på kalorier og kilojoule. Det kan give bagslag. Vi skal lære børnene at spise, fordi maden smager godt og saften sprøjter en om ørene, så man bliver glad af det. Det er de gode oplevelser af sanselighed, der skal give dem lyst til at bide i æblet og bide sig fast i livet,” siger Kirstin Thomsen.
Snart snurrer tredjeklassens suppegryde lystigt over bålet. Det er tid til en pause, og børnene løber om for at se, hvad de laver i fjerde. Omme hos dem står skolekøkkenets glasdøre på vid gab ud mod haven, så børnene kan arbejde med æblerne både ude og inde. Et par piger uddeler smagsprøver, og alle er enige om, at årets æblemost er aldeles superb.
Test-parathed ude eller inde?
Læreren John Markussen holder et vågent øje med sin fjerdeklasse, mens de arbejder i æblehaven, ved frugtpressen og i køkkenet. Han er tilgængelig, hvis nogen har spørgsmål eller problemer, men lader dem selv prøve kræfter med opgaverne. John er fjerdeklassens udeskolelærer og har den også til matematik.
Han fortæller engageret om det klimaprojekt, hele skolen snart skal have, hvor alle klasser hver på sit niveau skal arbejde med klima og vedvarende energi i tre uger i træk. De skal lære om sol- og vindenergi og om genbrug og naturressourcer. De skal være både inde og ude, og John skal bygge en solovn af papkasser og plexiglas sammen med en af sine klasser. Uderummet er fantastisk til natur/teknik, synes han. Matematikundervisningen har han også forsøgsvis henlagt til haven, men han synes ikke det fungerer helt så godt.
”Jeg lægger jo stor vægt på at nå pensum, og på at eleverne klarer sig godt i de tests, de får, og det gør de også selv. De kan godt lære det samme ude som inde, men det er min erfaring, at når de sidder med testen, er det lettere for dem at genkende den matematik, de har lært fra bogen end det, de har lært i haven,” forklarer han.
Kirstin Thomsen er ikke helt enig. Hun vil gerne have, at lærerne bruger uderummet så meget som muligt.
”Jeg ser en fare i, at tests og fagfaglige mål kommer til at fylde så meget, at man opgiver sådan noget som udeskole og skolehaver,” siger hun.
”Efter min mening behøver der ikke være nogen modsætning mellem at lære ude og at lære inde. I princippet, kan man undervise i alting udenfor, men man skal turde tro på, at eleverne også kan lære på den her måde, og at det er godt for mange af dem. Der er ganske rigtigt nogle børn, som lærer bedst ved at sidde stille i klassen og arbejde abstrakt, men der er altså andre, som lærer bedre ved at se, dufte og føle, og vi skal tilgodese begge behov. Det bedste er, når man er i balance og mestrer alle måder at lære på. Så bliver man mere hel,” mener Kirstin Thomsen.
Hun erkender dog, at det ikke altid er let at overbevise alle lærere og forældre om det synspunkt. Især ikke når det bliver en diskussion af tests.
”Vi har en stor opgave i at formidle, hvad det er, vi gør, og det kræver, at både lærerne og jeg som leder har en velformuleret og gennemtænkt didaktik. Forældrene skal være trygge ved, at vi kan opfylde Undervisningsministeriets Fælles Mål, og at deres børn lærer, det de skal. Men det er min faste overbevisning, at vores måde at undervise på, styrker dem – også i de videre forløb.”
Kirstin Thomsen synes gennemgående, folkeskolen i dag bruger for meget krudt på at teste og evaluere eleverne.
”Man har gerne villet have, at de danske skolebørn skulle klare sig bedre i Pisa-testene, men samtidig har vi også oplevet, at alt for mange børn blive skilt ud til specialundervisning. Vi er gået for langt med at udskille og diagnosticere. Det har gjort os for fokuserede på individet, og det er rigtig dyrt for samfundet og ikke godt for den enkelte,” siger hun.
”Efter min mening er det vigtigt at udvikle undervisningen så den bliver mere inkluderende, så alle kan være der, og den enkelte bliver anerkendt for sin rolle i fællesskabet – ikke bare for sine testresultater.”
”Børn kan ikke holde ud altid at have så meget opmærksomhed på sig selv. Det er trættende, fordi det så nemt bliver en fokusering på fejl og mangler,” påpeger hun.
Udeskolen og skolehaven giver rigtig gode rammer for at styrke fællesskabet. Den er et velegnet redskab til en positiv socialisering. Når de er ude, lærer børnene hinanden at kende på andre måder end i klassen, og de lærer også en hel masse af hinanden fagligt og socialt. De udvikler både fysisk og psykisk robusthed i haven. Den styrker alt i alt deres livsduelighed, og det er måske det allervigtigste, mener skoleleder Kirstin Thomsen.
Så kalder Helle Kragelund: Suppen er klar! Hun smager den til og hælder fløde i, og både tredje og fjerde klasse stiller op i kø med deres dybe tallerkener. Der er ikke noget så skønt som at nyde frugten af eget arbejde. Ikke mindst når resultatet er smagt til med fløde!
Læs mere:
Attwell, Karen & Schytte, Benny: ”Folkeskolens udeanlæg,” SBI 2007.
http://www.sbi.dk/arkitektur/undervisningsbyggeri/folkeskolens-udeanleg-otte-eksempler/folkeskolens-udeanleg
Hvid, Tove & Svendsen, Karin: ”Et brombær for livet – om spisekulturens musikalitet” efter ide af Claus Meyer. Undervisningsministeriet, Kbh. 1996