Odense har åbnet sit tredje Haver til Maver center

Fra 2019 har tusind odenseanske skoleelever hvert år adgang til et læringsforløb i en af Haver til Mavers skolehaver

Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen og børn fra Risingskolen markede i dag indvielsen med at plante et træ. Foto: Odense Kommune.

Pressemeddelelse, Odense Kommune

I juni 2019 åbnede Odenses tredje skolehave på Skibhusgården i det nordlige Odense.

Det betyder at i alt 1000 elever fra Odenses skoler nu hvert år får lov til at prøve kræfter med hakkejern, frø, spirer og madlavning i udekøkkener.

I forbindelse med budgetforliget for 2019 afsatte byrådet penge til en ny skolehave, og med den nye have på Skibhusgården er der fra 2020 i alt 44 odenseanske skoleklasser, der får mulighed for at arbejde i skolehaverne.

Den første skolehave i Odense åbnede på Falen i 2011 og passes hvert år af 20 klasser fra forskellige skoler. I 2016 stødte endnu en skolehave til i Holluf Pile, som 12 klasser deles om at passe.

Både voksne og børn har glædet sig til at komme i gang i den nye skolehave. “Haver til Maver” har nemlig været så populær, at der i længere tid har været ventelister.

Haven og læsehæftet lige vigtige

 Skolehaver er en helt konkret måde at arbejde med verdensmålene på, hvor eleverne har fokus på bæredygtighed i byen og samtidig får en større viden om naturen og klimaet som helhed.

Når de selv får frø, jord og hakkejern mellem hænderne, får de en bedre forståelse af bæredygtighed, madkultur og sundhed – og det er lige så vigtigt som at kunne læse, skrive og regne.

”Jeg har selv besøgt de to første skolehaver og der oplevet begejstringen hos børnene. Det glæder mig, at vi nu med endnu en skolehave kan give endnu flere børn muligheden for at arbejde i et lidt anderledes klasseværelse, som skolehaverne jo er,” siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

Glade og stolte børn

Når eleverne dyrker og sår i skolehaven, oplever de, hvordan vores mad kommer fra jord til bord. Og det giver både enormt glade og stolte børn, når de høster de grøntsager, som de selv har sået frøene til.

Netop et sted som skolehaven giver eleverne et frirum til at lære på en anderledes måde. Her opstår fællesskaber på tværs af interesser, når undervisningen rykkes uden for klasseværelset og et nyt læringsmiljø opstår.

”Med “Haver til Maver” sætter vi naturen på skoleskemaet og giver skoleelever en rigtig god forståelse for samspillet mellem dyrkning, madlavning og den havenære natur,”  fortæller Per Christensen, som er leder af Natur- og Friluftscenter Skibhusgården, hvor den nye skolehaver ligger.

”Når børnene sår, høster og laver mad af deres egne grøntsager, bruger de geometrien til at måle havestykker, de tæller og deler frø, og de læser opskrifter og staver sig igennem grøntsagsnavne.”

I havens første sæson passer fem 4. klasser fra henholdsvis Risingskolen og H.C. Andersenskolen haven. Fremover vil det være hele tolv klasser fra forskellige skoler, der passer haven mellem april og oktober.

I efteråret 2019 går frivillige seniorer fra Ældre Sagen sammen med eleverne i skolehaven som en del af Odenses stærke generationspagt. Mødet på tværs af generationer eksisterer allerede i de to andre skolehaver

Fakta

  • Haver til Maver” er en landsdækkende almennyttig forening, der arbejder for at styrke børn og unges engagement i bæredygtighed, madkultur og sundhed.
  • I 2011 blev Haver til Maver etableret på Falen i Odense.  
  • I 2016 kom skolehaven i Holluf Pile til.
  • I juni 2019 blev den tredje skolehave på Skibhusgården indviet
  • “Haver til Maver” har arbejdet med udbredelse af skolehaver siden 2006 og har medvirket til etablering af skolehaver landet over.
  • “Haver til Maver” er støttet af Nordea Fonden, og driftsmidlerne til skolehaverne kommer fra Odense Kommune.

Læs mere:

www.nordeafonden.dk og www.havertilmaver.dk.  

 Kontaktinformation: Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, tlf.: 30604419
Per Lindegaard Christensen, leder af Natur- og Friluftscenter Skibhusgården, tlf.: 26127831 

 

Ny stor skolehave åbner i Frederiksberg Have 23. august

Den 23. august åbner en ny afdeling af Haver til Maver på Frederiksberg. Det sker under Copenhagen Cooking Camp Food Festival. Den nye have er på 3.200 kvadratmeter.

Billeder
Foto: Kasper Legaard.

Skoleelever på Frederiksberg får nu mulighed for at få jord under neglene i en 3.200 kvadratmeter stor, ny skolehaver  i Frederiksberg Have. Åbningen, som finder sted den 23. august 2019.

Haver til Maver har skabt det nye grønne læringsrum i et hidtil ubrugt hjørne af Frederiksberg Have. Her skal elever nu med egne hænder lære om fødevarer og bæredygtighed blandt æbletræer, gulerodrækker og bistader.

“Vi glæder os meget over åbningen af Haver til Maver Frederiksberg, som bringer landet ind til byen. Børn får nu adgang til skolehaver i unikke omgivelser i De Kongelige Slotshaver midt på Frederiksberg, som vi sammen med Slot- og Kulturstyrelsen er meget tilfredse med at kunne tilbyde private og kommunale skoler,” siger Martin Dahl, direktør for Frederiksberg Fonden, som har betalt for etablering og det første års drift af haverne.

Milepæl for Haver til Maver

Åbningen af den nye skolehave markerer en milepæl for Haver til Maver, der i 13 år har arbejdet med at styrke børn og unges indsigt i fødevareproduktion, bæredygtighed, madkultur og sundhed.

Haver til Maver anslår, at der nu er omkring 150 skolehaver i Danmark og at mere end 15.000 børn hvert år gennemgår et skolehaveforløb. 42 af skolehaverne drives efter Haver til Mavers kulinariske koncept.

Nordea-fonden har gennem mange år støttet Haver til Maver, og i fonden vækker Haver til Mavers success glæde og anerkendelse.

Støtte fra Nordea-fonden

“Efter mange års stærkt samarbejde med Haver til Maver er det skønt at se, hvordan skolehavebevægelsen udbredes over hele landet. Der er nu åbnet mere end 40 Haver til Maver-skolehaver, så endnu flere børn kommer ud i det fri og i fællesskab lærer, hvor maden kommer fra og hvordan den kan blive til mad,” siger Nordea-fondens administrerende direktør, Henrik Lehmann Andersen.

“At give så mange børn som muligt jord under neglene og viden om den forunderlige proces fra frø til spiseligt grønt har hele tiden være Haver til Mavers mål. Derfor er det også fantastisk at se, at så mange børn hver dag bliver klogere på, hvor vores mad kommer fra, og hvordan vi brødføder os selv med et større hensyn til naturen,” uddyber Haver til Mavers leder, Susanne Leegaard.

Slots- og Kulturstyrelsen bakker op

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, som udlejer jorden til den nye skolehave på Frederiksberg.

”I Slots- og Kulturstyrelsen har vi gode erfaringer med at introducere skolebørn for naturen og dyrkning af grøntsager, så vi er glade for, at det nu er lykkedes at skabe skolehaver i Frederiksberg Have, ”siger Niels Mellergaard, der er enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen.

”Jeg er sikker på, at børnene får nogle rigtige gode oplevelser med at se frugt og grønt spire frem, og at de på den måde får en bedre forståelse for, at vi både skal bruge og høste naturen, men lige så vigtigt, at vi også skal passe på den.”

I foråret tog otte 4. klasser forskud på de grønne glæder, da de gennemgik Haver til Mavers første skolehaveforløb i Frederiksberg Have. På længere sigt skal haverne være et fast element i  skolegang på Frederiksberg, og målet er at skolehaven også skal kunne bruges som grønt læringsrum for resten Frederiksbergs indbyggere.

Lærere, pædagoger og skoler, der gerne vil skrives op til at tage del i skolehaverne kan kontakte Noonja Pedersen på np@havertilmaver.dk.

Yderligere information:

  • Haver til Maver: Marie Sainabou Jeng, pr og kommunikation: mj@havertilmaver.dk, 26147260
  • Nordea-fonden: Tine Wickers, kommunikationschef, tw@nordeafonden.dk, 40703784
  • Frederiksberg Fonden: Martin Dahl, direktør, ff@frederiksbergfonden.dk
  • Slots- og Kulturstyrelsen: Pressetelefon 22611995

FN’s verdensmål er tema på Haver til Mavers festival Dyrk Livet

Haver til Maver holder skolehavefestival på Krogerup Avlsgård i Humlebæk den 6. september. FN´s verdensmål er dagens tema.

Billeder
Foto: Kasper Leegaard.

I skolehaven lærer børn om madens vej fra jord til bord, og det er en uvurderlig del af den grønne omstilling, FN’s verdensmål arbejder for at fremme.

Det mener foreningen Haver til Maver, der sætter verdensmålene på programmet på årets skolehavefestival Dyrk Livet den 6. september på Krogerup Avlsgård ved Humlebæk.

“Haver til Mavers principper overlapper med rigtig mange af FN’s bæredygtighedsmål, og det er netop den kobling, DYRK LIVET i år vil fokusere på,” siger Susanne Leegaard, direktør i Haver til Maver.

”Skolehaver giver et konkret, praktisk og vigtigt fundament i børn og unges forståelse for madens vej fra jord til bord. Det er en perfekt showcase på, hvor vigtigt det er, at den vej er præget af bæredygtige valg og de størst mulige hensyn til naturen. ”

Prominente oplægsholdere

Under temaet Bål til Verdensmål kan festivalens deltagere udforske verdensmål og grøn omstilling gennem en række oplæg, samtaler, workshops og smagsindtryk.

Blandt oplægsholderne er bl.a. professor emeritus Steen Hildebrandt, Johanne Scmidt Nielsen fra Red barent, Christian Ibsen fra tænketanken CONCITO og skuespiller, teaterleder og miljøaktivist Jytte Abildstrøm foruden Søren Ejlersen, som er Haver til Mavers stifter.

Stor interesse for verdensmålene

DYRK LIVET vil vise FN’s verdensmål frem fra nye vinkler. Målet er at give en mere konkret og jordnær forståelse af de 17 mål.

“Vi mærker en overvældende interesse for koblingen mellem skolehaver og FN’s verdensmål fra vores medlemmer og samarbejdskommuner. Mange bruger allerede verdensmålene aktivt i deres undervisning, og derfor giver det kun mening, at vi på DYRK LIVET bidrager til en bedre forståelse for, hvordan man arbejder med dem,” siger Susanne Leegaard.

Festivalen er gratis for professionelle, fagfolk og engagerede aktivister inden for området have, mad og natur i børn og unges opvækst.

Dyrk Livet er støttet af Nordeafonden.

For presseakkreditering og yderligere information kontakt
Marie Sainabou Jeng, mj@havertilmaver.dk, tlf. 2614 7260 eller Susanne Leegaard, Maver sl@havertilmaver.dk Tlf. 2622 1856

Læs mere på Haver til Mavers hjemmeside

PROGRAM

Fredag 6. september

10.00-10.30 Tjek ind og morgensnack i marken

10.30-10.45 Velkomst ved Susanne Leegaard fra Haver til Maver og dagens værtinde og moderator, Helle Solvang. Fællessang.

10.45-11.15 Steen Hildebrandt Ph.D og professor emeritus sætter barren højt og slår alvoren an for samtalen om de fælles globale udfordringer.

11.15-12.15 Bål til verdensmål – samtale om eksisterende og mulige løsninger. Hvordan skal vi samarbejde og bruge hinanden i fremtiden? Med Steen Hildebrandt, Ph.D og professor emeritus, Johanne Schmidt-Nielsen fra Red Barnet, Henrik Lehmann Andersen fra Nordeafonden, Christian Ibsen fra CONCITO og Daniel Hervik fra Haver til Maver.

12.30-13.30 Frokost – sensommerlækkerier fra udekøkkenet serveres i bedste byg-selv-stil med friske, sprøde grøntsager fra markerne omkring os.

13.30-14.30 Dyrk oplevelsen med fællesaktiviteter – tag på postløb rundt i skolehaven, se bierne med vores biavler, afprøv din projektidé hos Nordea-fonden, deltag i en mindfulness-session på marken, cykl din egen lækre smoothie ved Hello Kitchen, smut forbi Haver til Maver-boden og hæng ud i vores gulerodslounge.

14.30-16.45 Open Space med verdens bedste netværk om Verdensmål i hverdagen – her samles vi om jeres egne idéer, tanker og spørgsmål. Så bring din nye idé til torvs eller støt andre i at udvikle deres.

17.00 Bogreception, gøgl, magi og sang ved Jytte Abildstrøm og Søren Ejlersen.

18.00 Middag og fest. Vi sætter os til langbordet og spiser en dejlig sensommermiddag sammen. Efter middagen er der mulighed for at købe havecocktails i baren og tage en svingom til god musik på marken.

Lørdag 7. september

08.00 Morgenbadning i Øresund eller Agro Yoga på Marken 09.00 Morgenmad 11.00 Tak for denne gang!

FAKTA OM HAVER TIL MAVER

● Haver til Maver blevet i 2018 stiftet som almennyttig forening, der arbejder for at styrke primært børn og unges engagement i bæredygtighed, madkultur og sundhed.

● Haver til Maver udvikler og udbreder skolehaver og tilbyder rådgivning ifm. opstart af skolehave.

● Den første Haver til Maver skolehave åbnede i 2006 på Krogerup Avslgaard, som også huser Aarstiderne.

● Foreningens medlemmer driver skolehaver ca. 150 steder i landet. Derudover findes en række mindre, selvstændige have-initiativer.

● Nogle medlemmer arbejder med skolehaveprojekter i udlandet f.eks. i Libanon og Nepal.

● I Haver til Mavers skolehavekoncept er eleverne mindst otte skoledage i haven i løbet af dyrkningssæsonen – altså tilsammen ca. 120.000 skoledage eller 500.000 timer hvert år.

● Haver til Maver har en kulinarisk tilgang til skolehaver, hvor børn både dyrker grøntsager og laver mad i udekøkken.

● Skolehaverne findes i to udgaver: 1) centrale skolehaver, som typisk modtager børn fra mange forskellige skoler, og 2) den skolenære skolehave, som typisk ligger på skolens egen matrikel.

● Haver til Maver har samarbejdet med bl.a. CBS og Aarhus Universitet omkring forskning, faglighed og evaluering ifm. skolehaverne og vores undervisningsforløb. Rapporter og evalueringer kan bl.a. findes her.

● Haver til Maver er finansieret af bl.a. Nordea-fonden og har i tidens løbe skaffet støtte fra en række andre fonde, puljer og bidragsydere