Haver til Maver rulles ud i hele landet

Tove Preisler, tidligere projektleder i Madkulturen, er ansat som projektchef i Haver til Maver på Krogerupgård med ansvar for at rulle konceptet ud i hele landet i løbet af tre år.

Læs mere på Haver til Mavers blog

Tove Preisler og Søren Ejlersen vil sammen udrulle Haver til Maver over hele landet. Foto: Ulla Skovsbøl
Tove Preisler og Søren Ejlersen vil sammen udrulle Haver til Maver over hele landet. Foto: Ulla Skovsbøl ©

Af Ulla Skovsbøl

I de kommende tre år skal det særlige skolehavekoncept Haver til Maver, som er udviklet på Krogerupgård ved Humlebæk, rulles ud over hele landet.

Med 10 mio. kr. fra Nordea Fonden i ryggen, skal der etableres 20 nye Haver til Maver-projekter fordelt over hele Danmark, konceptet skal strømlines, der skal udvikles nye undervisningsmaterialer og lærervejledninger tilpasset skolereformen, et nyt website skal fremme formidlingen og der skal sættes ny forskning i gang.

I spidsen for det ambitiøse arbejde, står Tove Preisler, der kommer fra en stilling i Madkulturen, en institution under Fødevarestyrelsen.

”I Madkulturen beskæftigede jeg med det administrative og politiske på et mere overordnet niveau, og det er virkelig dejligt at komme til at arbejde med noget helt konkret, som begejstrer og tiltrækker så mange mennesker, som Haver til Maver gør”, siger Tove Preisler.

Konceptet skal strømlines

Tove Preisler (th) i samtale med direktør Henrik Lehmann Andersen (tv) og projektchef Christine Paludan-Møller fra Nordea Fonden. Foto: Ulla Skovsbøl
Tove Preisler (th) i samtale med direktør Henrik Lehmann Andersen (tv) og projektchef Christine Paludan-Møller fra Nordea Fonden. Foto: Ulla Skovsbøl ©

Haver til Maver blev stiftet af Aarstiderne på Krogerupgård i 2006. Primus motor var Søren Ejlersen, kok og meddirektør i Aarstiderne. Han er nu bestyrelsesformand, mens Tove Preisler får ansvaret for ”den nationale udrulning”.

”Det handler om at udvikle konceptet og undervisningsmaterialerne og strukturer Haver til Maver på Krogerup som den eksemplariske skolehave i endnu højere grad, end den har været hidtil, når vi skal være eksempel for de mange nye projekter”, forklarer hun.

”Vi har de mest de mest fantastiske formidlere på Krogerupgård, som har stor erfaring og de ved, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Men det er ikke skrevet ned, så vi kan formidle det til andre, og det er noget af det, vi skal bruge tid på nu”.

Tyve nye projekter

”Den vigtige opgave er at finde de nye spændende projekter, som har forskellig karakter. Vi bliver i øjeblikket kontaktet af mange forskellige, som er interesserede i at godser og herregårde, økologiske landmænd, kommuner og andre aktører, der gerne vil være med, og det er vigtigt at finde de rette projekter”, forklarer Tove Preisler.

Det første store projekt i den nationale udrulning er Haver til Maver i Aarhus, som blev indviet den 2. maj 2014. Foto: Ulla Skovsbøl
Det første store projekt i den nationale udrulning er Haver til Maver i Aarhus, som blev indviet den 2. maj 2014 af både børn og voksne. Foto: Ulla Skovsbøl ©

 

 

 

 

 

 

 

 

”Det skal være samarbejdspartnere, som både er ildsjæle, men som også har evner til entrepreneurship og den faglige viden, der skal til.”

Der er nu oprettet afdelinger i Odense og Aarhus, hvor det er kommunerne, som står for projekterne. I Gribskov er Haver til Maver etableret på privat initiativ, og der er projekter i støbeskeen i Furesø, Gladsaxe, Vordingborg og Holbæk kommuner.

”Det spændende vil være at se konceptet udkrystallisere sig på mange forskellige måder,” siger Tove Preisler, som håber på en bred variation af projekter.

Alle skal dog leve op til de samme grundprincipper. Der skal være dyrkning, madlavning og naturfag i skolehaven. Haverne skal dyrkes økologisk og den anerkendende pædagogik skal være bærende for undervisningen. Den gastronomiske dimension er især vigtig at få med, understreger Tove Preisler.

”Vi kan se er, at især de ældste elever synes, det er fantastisk, at de kan så noget på en bar mark, at de kan komme ud at luge og se det vokse op og spise det til sidst. Det er den helst store ahaoplevelse. De bliver begejstrede, og begejstringen gør, at de lærer rigtig meget. Det er derfor, det er så vigtigt at have maden med,” siger Tove Preisler.