Ti skoleklasser fra pilotprojektet Mobile Skolehaver i Skanderborg Kommune fejrer et vellykket i samarbejdet med COOP med sund-pizzafest i Brugsen og Kvickly.
Onsdag den 5. oktober er Store Pizzadag for ca. 250 elever fra tre skoler i Ry og omegn. De skal på skift lave pizzaer med kartofler og gulerødder uden for SuperBrugsen og bage dem i butikkens store bake-off-ovn.
Bagefter fejrer de afslutningen af første sæson med det nye koncept Mobile Skolehaver i Skanderborg Kommune med udendørs lege og konkurrencer foran Kvickly i Ry. Butikkens kunder får også mulighed for at høre mere om Mobile Haver og se elevernes plancher med billeder og fortællinger fra havearbejdet.
De små faste Cox Oranger hænger i gavmilde mængder i træernes grene, mens mange af de saftige Filippa´er allerede er dumpet modne ned i det dugvåde græs. De smager sødt og godt, mens de store faste Belle de Boscoper stadig er for sure.
Fjerde klasse på Bjedstrup Skole ved Skanderborg er i gang med første time, og der står æbler på skoleskemaet nu og resten af dagen. Bjedstrup Skole er en lille folkeskole med 140 elever fordelt på syv klassetrin, børnehave, SFO og skolefritidsklub. Eleverne er børn fra Bjedstrup og omegn, men nogle kommer også fra andre dele af kommunen, fordi deres forældre synes særligt godt om de pædagogiske principper her. Efter sjette klasse må alle elever dog videre til Ry eller Skanderborg for at gå i overbygningen.
”Børn glemmer lettest, hvad de har hørt, mindre let, hvad de har set, men aldrig hvad de har udført.” Det Rousseau-citat gjorde kommunelærer P.W. Lindholm til sit eget. Han blev først i 1900-tallet primus motor for den danske skolehavebevægelse, som bliver nytænkt i disse år.
Uddrag fra bogen “Skolehaver i praksis” (Forlaget Frydenlund, 2011):
Havelågen er høj og frønnet, og stakittet skjuler helt, hvad der gemmer sig på den anden side. Vejen her forbi ender i Øresund, og mågerne slår smut ind over land højt oppe på den grå-lyseblå sommerhimmel.
Lågen åbner ind til en hasselsti. Et tæt nøddehegn lukker sig over ens hoved derinde, og stien ender et sted, man ikke helt kan se. Går man derimod til højre, åbner der sig en anden verden her bag stakittet:
En stor have hvor sommerblomster, rødbeder, gulerødder og bønner, kartofler og løg gror lystigt på lige rækker. Tomatplanterne sætter røde frugter, mens squash og asier samler kræfter til at levere en bugnende høst, og et kolossalt kirsebærtræ drysser sine røde bær gavmildt i græsset.