Læs mere om: Jyske Skolehaver og om Haven på Kanten af Skoven
Af Ulla Skovsbøl
Regnen trommer på telttaget og tre lokale musikere høvler løs på guitarerne til The Wild Rower og Bonnie Banks of Lock Lomond, så teltdugen blafrer, mens kaffe, kage og chili sin carne i en jævn strøm glider ned i store og små maver.
Det er en lørdag i august, og der er høstfest i Haven på Kanten af Skoven i den østjyske landsby Sdr. Vissing. Det er et fritidstilbud i havedyrkning for børn i fra lokalområdet i alderen 7-13. Haveambassadør og skolehavekonsulent Randi Beierholm er vært. Det er hende, der i 2015 har startet børnenes haver i landsbyen, og hende, der på frivillig basis underviser børnene i køkkenhave for begyndere.
Ca. 50 børn og voksne er mødt op i haven. Selv om vejrudsigten ikke er lovende, er de opsat på at fejre, at gulerødder, løg, kartofler og meget andet godt er blevet høstet af de tolv børn, som i år har fritidshaver ved aktivitetscenteret i Haven på Kanten af Skoven.