Foreningen Haver til Maver er klar med en ny efteruddannelse til lærere og pædagoger med titlen “Pædagogisk praksis og fagintegration i skolehaver.” Uddannelsen starter den 3. april 2017, og der er tilmeldingsfrist fredag den 17. februar.
Formålet med efteruddannelse er at give lærere og pædagoger et kompetenceløft, som gør dem bedre i stand til at at integrere skolehaverne i skolens fag – og omvendt.
“Vi oplever et behov og en interesse fra lærerne i at samarbejde og videndele på tværs af landet og ikke mindst dygtiggøre sig i at indtage skolehaven som et praktisk faglokale. Det skal uddannelsen imødekomme. Derudover afholder vi seminarer og udvikler grundforløb til at understøtte undervisningen,” siger Haver til Mavers projektchef Tove Preisler.