Af Ulla Skovsbøl
Uddrag fra bogen “Skolehaver i praksis” (Forlaget Frydenlund, 2011):
Havelågen er høj og frønnet, og stakittet skjuler helt, hvad der gemmer sig på den anden side. Vejen her forbi ender i Øresund, og mågerne slår smut ind over land højt oppe på den grå-lyseblå sommerhimmel.
Lågen åbner ind til en hasselsti. Et tæt nøddehegn lukker sig over ens hoved derinde, og stien ender et sted, man ikke helt kan se. Går man derimod til højre, åbner der sig en anden verden her bag stakittet:
En stor have hvor sommerblomster, rødbeder, gulerødder og bønner, kartofler og løg gror lystigt på lige rækker. Tomatplanterne sætter røde frugter, mens squash og asier samler kræfter til at levere en bugnende høst, og et kolossalt kirsebærtræ drysser sine røde bær gavmildt i græsset.
En mand ordner haveredskaber ved et lille skur. En kvinde kører med en trillebør længere nede i haven. Det er Arne Grønbæk og Jytte Palmelund. De er søskende. Hun er 61e og han er 70. De viderefører en hundred år gammel tradition: De lærer skolebørn at passe en have og lader dem opleve glæden ved at høste, hvad man selv har sået. De er sammen om at drive en af Københavns sidste traditionelle skolehaver: Amager Strand Skolehave. Det er et hverv, de har overtaget fra deres far, der grundlagde denne have for et halvt århundrede siden.
Arne har kendt kirsebærtræet fra det var en spinkel strittende pind, for han var med til at plante det som ung mand i 1962, og Jytte har luget urtebede her, siden hun var en lille pige. Arne og Jyttes have er en af de kun otte traditionelle skolehaver, som stadig findes i København.
Rousseau i de danske skolehaver
Ideen med haver, hvor børn lærer at dyrke jorden, og bruger haven som udendørs klasserum blev introduceret i Danmark af kommunelærer P.W. Lindholm i begyndelsen af 1900-tallet. Han havde set skolehaver i udlandet og var især optaget af de østrigske erfaringer med skolehaven i undervisningens og opdragelsens tjeneste. På hans initiativ blev Foreningen Skolehaven stiftet i 1903.
Tanken om at bruge haven i undervisningsøjemed var dog langt fra ny. Den bliver i ofte dateret til engang i 1600-tallet, hvor den tjekkiske læge, præst og lærer Johann Amos Comenius (1592-1670)skal have anbefalet at anlægge have ved alle skoler for at give eleverne mulighed for ved selvsyn at studere træer og planters liv og udvikling.[1]
Senere var både den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) og den schweizisk pædagog Johann Heinrich Pestalozzi (1746-1827) varme fortalere for at bruge haven pædagogisk ud fra den overbevisning, at børn bedst tilegner sig viden, ved at bruge alle sanser og selv arbejde i praksis, med det, de skal lære om.
Lindholm var stærkt optaget af Rousseau, og havde en forkærlighed for at Rousseau-citater som ”børn glemmer lettest, hvad de har hørt, mindre let, hvad de har set, man aldrig hvad de har udført” eller ”beskæftigelse med naturen hæmmer menneskeåndens hang til udskejelser og giver sjælen et smukt, sundt og rigt tankeindhold.”[3]
Der er godt hundrede år mellem Lindholm og Rousseau, men i hver deres tidsepoke har de været del af en tilbage-til-naturen-bølge, og i hver af de to epoker, har der været en særlig interesse for at bruge haven som læringsrum. Idrætsforskerne Henning Eichberg og Eigil Jespersen fra Syddansk Universitet har i bogen ”De grønne bølger. Træk af natur- og friluftslivets historie” identificeret tre sådanne grønne bølger inden for de seneste to hundrede år i Danmark og i resten af Europa. [4]
Den første bølge fra ca. 1780 til engang i 1820erne var netop i høj grad præget Rousseaus tanker, af naturromantik og af borgerskabets natursværmeri. Under den anden grønne bølge fra ca. 1890 til en gang i 1920erne opstod bl.a. naturfredningssagen og en række folkelige ungdomsbevægelser og spejderorganisationer.
Friluftssport blev populær, og dyrkelsen af den sunde naturlige krop spillede en stor rolle. Kolonihavebevægelsen hører til i denne bølge, og det samme gør her i Danmark Lindholms skolehavebevægelse. Endelig er der den tredje grønne bølge fra 1970erne og frem, som er båret af en ny kropskultur med fornyet interesse for friluftsliv, økologi og miljø. Det er her den moderne skolehave, som denne bog handler om, hører hjemme.
Arbejdsdisciplin og kærlighed til naturen
I begyndelsen af forrige århundrede formåede Lindholm ikke alene at gøre lærere og havefolk interesserede i skolehaveideen, han vandt også folk fra samfundets øverste cirkler for sagen. I skolehaveforeningens første bestyrelse sad der således foruden fire lærere, en skoleinspektør og en havebrugskonsulent også en kammerherre, en justitsråd og en redaktør. De var blevet valgt af en forsamling med indtil flere hofjægermestre, kammerherrer, en lensgreve, politikere fra både Lands- og Folketing og endda den daværende landbrugsminister Ole Hansen (1855-1928).
Der var flere årsager til, at skolehaveideen fik så stor opbakning også i samfundets højere lag. Arbejdet med jorden blev set som disciplinerende for den opvoksende byungdom, og i foreningens første formålsparagraf kan man læse, at skolehavens mål nummer ét er ”at modvirke børnenes hang til omflakken og lediggang, der er alle lasters begyndelse”. Børnene skulle lære at værdsætte legemligt arbejde, de skulle væk fra byens skumle baggårde, ud i frisk luft, udvikle sunde interesser og kærlighed til naturen. Og i god overensstemmelse med tidens nationale tankegang, forestillede skolehavens pionerer sig, at ungdommen gennem kærligheden til Danmarks dyr og planter, også ville komme til at elske fædrelandet blive gode patrioter. [5]
I skolehavernes første år var der desuden mangel på arbejdskraft i landbruget, og i 1909 anbefalede det Kgl. Landhusholdningsselskab derfor regeringen, at styrke Folkeskolens undervisning i naturkundskab og landbrugsfag og at bruge skolehaverne som middel til dét. [6]
Lindholms engagement i skolehavearbejdet var imidlertid drevet af noget andet. For ham var skolehaven ikke en økonomi-have eller en nytte-have, men en dannelses-have ”i opdragelsens tjeneste.” I hans skrifter, er ”kærlighed” og ”godhed” ord, der dukker op igen og igen. Kærlighed til naturen og godhed for det, der lever og gror. Naturen er for ham en læremester, og haven er et læringsmiljø, som kan appellere til de børn, der måske ikke rigtig trives i klassen. Han beskriver malende det vemod, som må fylde enhver samvittighedsfuld lærer ved synet af de små børns forventningsfulde blikke den første gang, de træder over tærsklen til Kundskabens Skole.
”Barnet aner jo ikke, at det aldrig her vil finde den frihed, hvor det under kærlig vejledning kan tumle sit legeme og bruge sin lille virkelystne ånd til et arbejde, der omhyggeligt er tilpasset dets natur og dets behov,” skriver han. [7]
Set fra Lindholms synsvinkel fandtes den gode frihed til at udfolde krop og ånd nemlig ikke på skolebænken, men derimod i skolehaven.
Støt vækst i første halvdel af århundredet
Det blev dog ikke P.W. Lindholm, der åbnede den første danske skolehave efter østrigsk forbillede, men lærer Johannes Frederik Christensen i Melby ved Kalundborg. Året efter fulgte københavnerne trop med en skolehave på Kløvermarksvej på Amager til 100 børn få kilometer fra stedet, hvor Arne og Jyttes skolehave ligger i dag.
Ved skolehaveforeningens tyve års jubilæum i 1923 var der ifølge Lindholm 91 skolehaver i Danmark – 34 på landet og 22 i byerne – og ca. 11.000 børn gjorde hvert år deres første erfaringer med jord og planter i en skolehave. I de fleste tilfælde, stillede kommunerne jord til rådighed, mens det i andre tilfælde var skolen eller ligefrem en engageret lærer eller en velvillig nabo, der lagde jord til. [8]
I de følgende årtier kom der stadig flere haver til. I begyndelsen var skolehaven fortrinsvis et fritidstilbud, men Lindholm og andre foregangsmænd fremhævede havens relevans i anskuelsesundervisning i mange fag. Den kunne ikke kun bruges i naturkundskab, men også i dansk, hvor børnene kunne skrive stil om haverne og udvide deres begrebsverden, i frihåndstegning, hvor der var masser af motiver i haven, og i regning, hvor det var oplagt at beregne bedenes areal og regne på udbyttets størrelse. [9]
Stadigt flere lærere fandt god mening i at bruge haven i undervisningen. Ii 1921 bad Danmarks Lærerforening skolehave-foreningen om at udarbejde anbefalinger for undervisning i skolehaven, og i 1926 var skolehavegerning komme på skoleskemaet i ti provinsbyer og i tre landsbyskoler forskellige steder i landet.
I løbet af 1930erne blev der etableret mange nye haver. De kom ikke kun til at spille en pædagogisk rolle, men fungerede også som nyttehaver for børnenes familier, især under første og anden verdenskrig. I årene lige efter anden verdenskrig kulminerede interessen med 31 i København og ca. 200 ude i landet.
Anbefalinger: Skolehaven i 1920erne
- Haven skal ligge tæt på skolen.
- Der skal være 700 m2 have pr. 25 børn, heraf halvdelen til individuelle haver, halvdelen til fællesareal med bl.a. blomster og frugttræer og en botanisk afdeling.
- Målgruppen er børn fra 4. til. 6. klase. Progressiv læringsplan, hvor opgaverne gradvist bliver mere krævende, og hvor anskuelsesundervisningen tilpasses børnenes niveau.
- Børnene skal helst komme to gange om ugen, mindst en time ad gangen. I alt ca. 40 undervisningstimer om året i tre år.
- Timerne med skolehavegerning kan om vinteren afløses af sløjd for drengene og håndgerning for pigerne. [10]
Kulmination i 1950erne – og siden nedgang
Det var netop i 1950erne, Jytte og Arnes far, Jørgen Hansen, blev grebet af skolehaveideen. Han var lærer på Amager og havde ikke noget særligt forhold til jord og havebrug, for han var vokset op på stenbroen. Men to af hans bedste studiekammerater fra seminariet kom fra landet. De savnede jorden og var derfor blevet ledere af hver deres skolehave. Efter mange overtalelsesforsøg lykkedes det dem at få Jørgen Hansen med i bevægelsen, og i 1956 fik han ansvaret for Østrigsgades Skolehave på Øresundsvej. Det var en fin gammel have grundlagt i 1920 med sirlige bede, en velholdt pergola og alt, hvad der hører sig til, husker Jytte. Hun var seks år, da faderen overtog haven, og med det samme blev den en vigtig del af hendes liv.
”Jeg var altid med i haven, og vi sov tit herude. Det, jeg husker bedst fra de første år, var, at jeg stak hvide asparges. Jeg elskede det! Jeg kan ikke huske, hvad jeg syntes om at spise dem. Jeg elskede bare at være med til arbejdet,” fortæller hun.
Efter et par år på Øresundsvej inddrog kommunen grunden, hvor den gamle have lå. Den blev overtaget af en farvefabrik, og skolehaven måtte flytte til en grund ved Pyrolyseværket et stykke derfra. Haven blev nabo til det ildspyende gasværk, men efter bare fire år skulle pyrolyse-grunden også bruges til noget andet, og i 1962 flyttede Østrigsgades Skolehave derfor til Amager Strand.
Selv om den har ligget her længe, er det dog ikke sikkert den får lov at overleve. Flertallet af de skolehaver, som fandtes i 1950erne er nedlagt i dag. Mange forsvandt i løbet af 1960erne, hvor grundene blev bebygget. Hvis de lå tæt på skolerne, åd udvidelser og børneinstitutioner sig ind på dem, og lå de længere væk, blev grundene typisk solgt til industri- eller boligbyggeri. Derfor er der nu kun otte haver tilbage i hele København, og de kommer stadig fra tid til anden under pres.
”Men så må man kridte støvlerne og stå fast,” konstaterer Arne.
Det er lykkedes ganske godt for ham indtil nu både som skolehaveleder og i nogle år også som formand for Københavns Skolehaveforening – et hverv han overtog efter sin far i 2003, og som han nu har givet videre til havelederen i Lersøparkens Skolehave, Camilla Friederichsen.
Det nytter imidlertid ikke altid at insistere. På den anden side af nøddestien ligger en tom og ufremkommelig grund, hvor brombær og ukrudt vokser højt. Her lå indtil 2005 Sundbyøster Skolehave. Jytte blev leder af den i 1981 og var altså nabo og kollega til sin far i en årrække. Men Københavns Kommune sløjfede haven, fordi der var andre planer for grunden. De er bare aldrig blevet til noget, og nu er der kun vildnis bag hasselhegnet.
En fin gammel have, som Jytte har lagt hundredvis af timer i sammen med skiftende skolebørn og deres forældre gennem næsten 25 år, er gået tabt. En ny skolehavebevægelse har fået vind i sejlene, politisk bevågenhed og penge fra offentlige kasser, men det forhindrer ikke, at de gamle haver fortsat bliver nedlagt.
Da Jytte måtte forlade Sundbyøster Skolehave, rykkede hun ind til sin bror ved siden af. Nu deler de ansvaret for Amager Strand Skolehave. Jobbet giver dem mange glæder, masser af frisk luft og motion, men man skal ikke blive skolehaveleder for pengenes skyld: Tilsammen får de 450 kr. pr. barn pr. sæson, og med ca. 100 børn tilmeldt børn giver det de to haveledere 22.500 kr. til deling for et års havearbejde.
Alligevel er haven stadig rammen om en stor del af deres liv. De er der næsten altid.
”Nej, ikke i december og januar. Men ellers er vi her stort set hver dag,” siger Jytte.
Hun tager sig en pause og sætter sig ned for at snakke. En husskade overtager den trillebør, hun har efterladt på havegangen. Den sidder og vipper og ser sig omkring, som om det var den, der bestemte på matriklen. I haven bag det høje stakit mister man hurtigt fornemmelsen af den travle storby udenfor.
Man høster som man sår
Et par kvinder kommer ind i haven og henter hakkejern i skuret. Der er nok at vælge imellem, for i takt med, at mange skolehaver er blevet nedlagt, har Arne overtaget redskaberne fra de lukkede haver.
”Det er vikarernes dag i dag,” griner de to mødre. Deres børn er ikke hjemme i denne uge, for sommerferien er lige begyndt. Men en have skal passes, også selv om skolen holder lukket, og forældrene går som regel lige så højt op i børnenes haver som de små gartnere selv. Skolehaven er udelukkende et fritidstilbud, så de børn og forældre, som kommer her, gør det, fordi de har valgt det og har lyst til det. Alle børn har deres egne parceller, som de har ansvaret for lige fra de putter frøene i jorden om foråret, til de høster afgrøderne og tager dem med hjem om efteråret.
De to kvinder finder deres børns bede og går i krig med melder og hvidmelet gåsefod, men der er ikke meget ukrudt at komme efter. De fleste bede er rene og flotte, og grøntsagerne gror frodigt uden for megen konkurrence fra uønskede vækster. Sådan kan Jytte og Arne lide det.
”Det er så heldigt, at ukrudtet også holder sommerferie, hvis man har holdt det nede hele foråret,” forklarer Jytte.
Hun følger efter mødrene, og går energisk i gang med at hakke i et lille bed, som hun har lovet at holde sommeren over.
”Vi vil gerne passe bedene i ferien, men vi siger til børnene, at de skal aflevere dem sådan, som de gerne vil finde dem igen. Hvis de er holdt pænt, så sørger vi for, de ser lige så godt ud, når ferien er forbi.”
Det er en holdning, som de to søskende er helt enige om. De har fået den indprentet af deres far sammen med haveglæden.
”På den måde er jeg nok lidt gammeldags. Jeg mener, det er sundt for børnene at se, der er en sammenhæng mellem indsats og belønning. Hvis man lægger arbejde i sin have og får luget til tiden, så får man flottere afgrøder, end hvis man lader det hele gro til i ukrudt,” siger Arne.
Skolehavernes gamle foregangsmænd ville have nikket anerkendende til den indstilling, lige som de sikkert ville smile genkendende til bedenes orden, for den er lige som i skolehavernes barndom: Alle børn har sået de samme afgrøder i samme rækkefølge på tværs i bedene. I år er det først sommerblomster yderst ud mod havegangen, så kommer rødbederne og derefter bønner, som er sået mellem radiser for at snyde duerne. De påtrængende fugle opfatter nemlig et nysået bønnebed, som et tagselvbord anrettet specielt til dem, men de opdager ikke bønnerne, når de er skjult af radiseblade.
Nu er radiserne spist, og bønnerne spiret. Efter dem kommer persille, gulerødder og løg. Så er der en række med lysende morgenfruer i gult og orange, derefter majs, som skyder godt i vejret, en tomatplante, en squash, der breder sig og dækker jorden og til sidst kartofler. Alt sammen i samme rækkefølge i samtlige bede. På den måde får haven lange sammenhængende bælter med ens afgrøder på langs.
Det ser flot ud, men det er ikke kun på grund af æstetikken, eller for ensretningens skyld, det skal være sådan, forklarer Arne. Han og Jytte flytter afgrøderne efter et bestemt mønster fra år til år, så haven får det bedst mulige sædskifte. Hvis der for eksempel gror kartofler det samme sted flere år i træk, får planterne sygdomme, og udbyttet bliver mindre. Derfor kan børnene ikke bare selv vælge, hvad de vil dyrke hvor. Havelederen har det sidste ord at skulle have sagt, når det gælder planterne og deres dyrkning.
Men der er ikke disciplin i Amager Strand Skolehave som i skolehavernes barndom, hvor havearbejdet ind imellem havde præg af eksercits. En artikel i skolehavebladet Vore Børn fra 1920 beskriver for eksempel, hvordan man lærer børn at grave ordentligt med fremadfældet stilling, ret ryg og indtrykket hage. Børnene rykker frem i række og geled akkompagneret af lærerens kommandoråb:
”Klar! Småt fremad fæld. Hagen ind! Kristian holder forkert på spaden, hold lige som din sidemand. Peter skal flytte spaden nærmere til renden. Marie skal tage lidt større spadestik. Poul holder spaden for skråt. Op! Højre fod. Holder! Vent, lidt Frederik, jeg har jo ikke sagt ”op.” Træd til! Ikke sparke på spaden… ”
Sådan fortsætter de detaljerede anvisninger på gravning i skolehaven anno 1920. Men sådan foregår det slet ikke hos Jytte og Arne, selv om der er styr på tingene.
Fra undervisning til fritidstilbud
”Hvad skal jeg gøre med den her?” En dreng hiver lidt utålmodigt i Arne og trækker ham med hen til sin enlige tomatplante. Arne viser ham venligt og kyndigt, hvordan den skal bindes op.
I modsætning til deres far, Jørgen Hansen, er hverken Arne eller Jytte lærere. Københavns skolehaver bliver i dag ledet af frivillige, som vil give børn et jordnært fritidstilbud. Arne har været pædagog hele sit arbejdsliv, arbejdet 35 år på det samme fritidshjem i Københavns nordvestkvarter og været dets leder i femten. Her i haven er han til rådighed for børnene og deres forældre, når der er noget, de vil vide eller have hjælp til, men han underviser ikke i botanik og biologi, som lærer Lindholm og hans kolleger.
De traditionelle københavnske skolehaver er i dag et fritidstilbud, som børn kan melde sig til på linje med fodbold, svømning eller musikundervisning. Men Arne kan lide at fortælle, og deler gerne ud af sin viden og erfaring til børnene, hvis de er interesserede. På erindringskontoen har han en stor kapital af stjernestunder med børn i haven, og han kan blive ved med at glæde sig over skiftende generationers begejstring over den første radise.
”Der skal i virkeligheden tit forbavsende lidt til at begejstre børn. Nogle gange giver de små ting de største oplevelser – som for eksempel det selv at have dyrket et kæmpegræskar, der er så stort, at man må trille det ud til bilen for at få det med hjem. Sådan noget bliver et barn ved med at huske længe,” siger han.
Der skal være en vekselvirkning mellem det trivielle, som at ligge og luge i grønsagsbedet, og højdepunkterne, som det at høst grønsager, man selv har dyrket, mener han. Uden højdepunkter bliver livet let til leverpostej, men uden leverpostej i hverdagen, værdsætter man ikke et rigtigt festmåltid.
Nye undervisningstilbud i storbyens skolehaver
Mens de københavnske skolehaver blev omdannet til fritidstilbud og har oplevede en støt tilbagegang fra 1960erne og frem, opstod der i 1980erne en ny interesse for skolehaver andre steder i landet.
Et godt eksempel er den økologiske skolehave på Himmelev Skole i Roskilde. Den er grundlagt af Hans Peter Schmidt, som gennem mange år var biologilærer på skolen. Haven har nu eksisteret i over tredive år og fungerer fortsat udmærket, skønt Schmidt selv er gået på pension, og den bliver brugt af elever på alle klassetrin.
Haven i Himmelev består af fire store cirkler på hver ca. 300 kvadratmeter, hvor de enkelte klasser kan få bede efter behov. Hver cirkel er omkranset af en rosenhæk, som skaber et afgrænset, lukket havemiljø. Derinde dyrker de små i indskolingen blomster, de større elever på mellemtrinnet har grønsager, og de ældste bruger typisk haven til biologiforsøg.
Som biologilærer havde Hans Peter Schmidt først og fremmest en naturfaglig indfaldsvinkel til skolehaven og så den samtidig som et udendørs klasserum, hvor eleverne kunne lære at forstå menneskets samspil med naturen, og derigennem blive ansvarlige, miljøbevidste samfundsborgere. I biologilærerforeningen arbejdede Schmidt i 1980erne og 1990erne på at udbrede skolehavetanken til sine fagfæller, og han skrev også et lærebogsmateriale med en opgavebog for elever og en baggrundsbog til læreren. [11]
Det arbejde Hans Peter Schmidt og hans kolleger gjorde for at genoplive skolehaven i 1980erne blev imidlertid ikke til ikke til en ny, organiseret skolehavebevægelse, og de Københavnske skolehaver fortsatte støt og roligt deres nedtur, og da Arne overtog Amager Strand Skolehave efter sin gamle far i 2003, var skolehavebevægelsen kun en skygge af sig selv.
Det var den gamle Jørgen Hansen også. Han havde ikke længere fysik til havearbejdet. Alligevel blev han ved med at komme i den have, han havde brugt så stor en del af sit liv på at skabe, og til sidst var hans største ønske at sidde i sin stol og dø i den omgivet af skolebørn og sommerblomster.
Sådan gik det ikke, men han opnåede at være med i skolehavebevægelsen gennem et halvt århundrede fra højdepunktet i 50erne til lavpunktet i 90erne, hvor interessen for skolehaver var minimal. Han nåede til gengæld ikke at se den nye skolehavebevægelse, som spirer i disse år drevet af interessen for økologi og miljø, sundhed, sund mad og god gastronomi.
Det nye skolehavekoncept bliver udviklet af en ny generation af skolehave-entusiaster, som vil lære børn at dyrke jorden, så de forstår, hvor maden kommer fra og passer på den nære omverden. Skolehaven er kommet på skemaet i Fredensborg, Odense og Odder kommuner under den fælles hat ”Haver til Maver.” Her skal skolehaven ikke bare være et fritidstilbud, men en integreret og obligatorisk del af undervisningen.
Noget lignende sker i København, hvor den gamle skolehave i Lersøparken er blevet rammen om et projekt, som Købehavns Skolehaver og Københavns Madhus er fælles om. Skolehaven har udviklet et undervisningstilbud, som er gratis for alle skoler i København i en fireårig periode frem til 2014, og kommunen har afsat halvanden million til formålet. Som en del af tilbuddet får eleverne hver især deres eget bed, som de dyrker sommeren igennem, og havens medarbejdere tilrettelægger hver gang aktiviteter, der er relevante i forhold i henholdsvis natur/teknik og hjemkundskab.
Undervisningspakken i Lersøparkens Skolehave
- Informationsdag for lærere inden opstart i skolehaven
- Et ugentligt havebesøg, ca. tre timer, fra april til september
- En havekyndig medarbejder står til rådighed, hjælper og formidler, når klassen er i haven.
- Et bed på ca. seks kvadratmeter pr. elev til grønsager og blomster, børnene må tage med hjem.
- Udenomsareal til den øvrige undervisning
- Udendørs madlavning i sæsonen
- Mulighed for at bruge kikkerter, lupper, fotobakker, indsamlingsglas, bestemmelsesduge mm.
- Mulighed for at eleverne kan komme i haven sammen med forældrene i sommerferien.
Lersøparkens Skolehave har også udviklet et undervisningstilbud til vinterhalvåret. Det består af enkeltstående temadage for børn fra 0. til 6. klassetrin. Temaet kan for eksempel være træer, planters frø og spiring, fugle eller bier. Det er et forsøg på igen at gøre haven til en del af undervisningen som på Lindholms tid, men formålet bliver naturligvis formuleret i forhold til nutidens krav og målsætninger og med nutidens retorik.
Skolehaven er nu et ”læringsmiljø,” der styrker klassens sociale fællesskab. Det at grave haven eller sprede hestemøg med en greb er ”konkrete og kropsligt bundne oplevelser, der giver tid til eftertanke og medfølgende aha-oplevelser,” og ved at tage ansvar for deres egen lille jordlod får børnene ”ejerskab og handlekompetence.”
Det, de lærer i haven, kan naturligt indgå i natur/teknik og hjemkundskab, hvor det er nemt at definere aktiviteterne i forhold til fagmålene, men haven kan også i andre fag og i tværfaglige forløb.
Vinterskolens temaer
- Træer
- Planter, frø og spiring
- Fugle
- Hvad er der inde i en høne
- Snitning og grøn sløjd
- Bue og pil
- Tovværk, knob og knuder
- Bier
- Brødbagning
Den moderne københavnske skolehave vil give børnene jord under neglene, viden i hovedet og ansvarlighed i forhold til naturen. Det ligner måske nok Lindholms godhed for det, der lever og gror, men svaret på, hvorfor det er vigtigt, har en lidt anden klang: I en tid, hvor verden står over for klimaforandringer og andre alvorlige menneskeskabte miljøproblemer, er det vigtigt ”at børn også oplever naturens mangfoldighed og skønhed, og at de kan handle og gøre en forskel, så vi ikke efterlader dem glædes- og magtesløse over for de skræmmende perspektiver. Det er vigtigt at børnene, kan se, at det har en betydning, at de er med til at gøre en indsats.” [12]
Det er alt sammen udmærket, synes Arne. Han har selv været med til at skubbe på den nye udvikling og undervisningstilbuddet i Lersøparken. Men hvis man skal have klasser i haven som en del af undervisningen, kommer der uvægerligt også en del børn, der ikke gider og ikke er interesserede i haven, mener han. De løber bare rundt og leger. Det er helt fint at se for en gammel pædagog, men for ham er det vigtigste formål med skolehaven, at de børn, der har interessen, lærer at dyrke jorden og bliver gode til det. Her på Amager kommer børnene af lyst og interesse, og de følges tit med deres forældre eller bedsteforælde, som også synes, det er dejligt at se blomster og gulerødder spire og gro.
Skolehavens kvaliteter, iflg. Arne og Jytte, 2011
- Børn og voksne stresser af og får en rolig stund sammen.
- Børn og forældre får et praktisk arbejdsfællesskab.
- Børn og voksne får frisk luft og er fysisk aktive.
- Børn lærer, hvor maden kommer fra, og hvordan planter gror
- Børn får praktiske færdigheder.
- Børn oplever sammenhængen mellem indsats og resultat
- Forældre genoplever gode minder fra deres egne skolehaver.
- Familien får hjemmedyrkede grønsager til middagsbordet.
”Børnene hygger sig med deres forældre. De nyder at have en fredelig stund, hvor de er sammen om noget, som både børn og voksne kan lide. Det giver et fint samvær,” siger Arne.
Jytte elsker også den ro, haven giver både børn og voksne: ”Herude er stille og fredeligt, og man går bare og hygger sig med arbejdet. Børn skal alt for meget i dag, og fra de er små, lærer de, at man ikke kan lave ingenting. Det tror jeg ikke, er godt,” siger hun.
”Her laver de selvfølgelig også noget, men det går i et roligt tempo, for gulerødder og kartofler vokser nu engang med den hastighed, gulerødder og kartofler vokser. Man må bare tage sig tid og vente på dem.”
Den erfaring har Jytte selv gjort i sine mange år i skolehaven, men stressforskere har faktisk i både danske og internationale studier påvist, at ophold i specielt indrettede haver kan sænke stressniveauet og give større velbefindende hos mennesker uanset alder, køn og social baggrund, så måske kan en ugentlig tur i skolehaven også virke forebyggende og sænke stressniveauet hos både elever og lærere.
Mødrene, som vikarierer for deres børn, afleverer hakkejernene i skuret. De børn, der har været her for selv at luge deres bede, er blevet færdige for i dag og siver gradvist ud af haven og hjem. De kommer her halvanden time én gang om ugen, og det går lige an at passe ind i en travl hverdag. De forsvinder ind på hasselstien og ud gennem lågen, op til den befærdede Amager Strandvej. Arne og Jytte er igen alene i haven, som de har passet.
[1] Wistofte, 2011 p. 10
[2] Ibid p. 8
[3] Skolehaven p. 9; Beretning p. 45.
[4] Eichberg, H & Jespersen, E: De grønne bølger. Træk af natur- og friluftslivets historie. Forlaget Bavnebanke, Slagelse, 1986 og 2001
[5] Beretning 1903-23 p. 8
[6] Skolehaven i opdragelsens tjeneste p. 17
[7] ibid p 16
[8] Beretningen p 12-13
[9] Ibid. P 25
[10] Beretning p. 20 ff
[11] Schmidt, Hans Peter: Den økologiske Skolehave. Amtscentralen Roskilde. 1995
[12] Pjecen ”Skolehaven på skoleskemaet,” Københavns Skolehaver, 2010