Asmildkloster Landbrugsskole får 100.000 kr. fra Nordea til skolehaver

Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg har fået 100.000 kroner fra Nordeafonden til at starte et Haver til Maver-projekt for lokale folkeskoleelver i 4. og 5. klasse 

Asmildkloster, Danmarks største landbrugskole, anlægger nu en skolehave til lokale folkeskoleelever med støtte fra Nordeafonden. Foto: Ulla Skovsbøl

Danmarks største landbrugsskole, Asmildkloster Landbrugsskole i Overlund ved Viborg, bliver et nyt skud på skolehaveorganisationen Haver til Mavers stamme.

Skolen, der er en klassisk, konventionel landbrugsskole, modtog den 17. november 100.000 kr. fra Nordeafonden til anlæg af skolehaver på en stor grund ned mod Nørresø. Her kan 4. og 5. klasser får tildelt et stykke jord, som de kan passe.

– Vi vil lave et sted, hvor den næste generation kan lære noget om miljø, natur, råvarer og bæredygtighed, og det kan de gennem Haver til Maver. Vi synes, vi har et stort ansvar for, at børn lærer, hvor tingene kommer fra, og jeg er ikke i tvivl om, at lærerne ude på skolerne kan se, det er en rigtig god ide, siger Liselotte Puggard, projektkoordinator på skolen til flere medier.

Skolens forstander, Lars Møgelbjerg Andersen, ser skolehaverne som en vej til rekruttering af elever til landmandsuddannelsen:

– Det skal hjælpe os til flere elever i fremtiden, for det er vigtigt for Danmark, sagde forstanderen, da skolen modtog chekken på 100.000 kr. fra Noreafonden.

Gråsten Landbrugsskole har allerede som den første landbrugsskole i Danmark anlagt skolehaver efter Haver til Mavers koncept, som bl.a. indebærer at jorden skal dyrkes økologisk.