Chatsworth Primary, London: Skolehaven er fem meter bred

En skolehave behøver ikke at være stor for at fungere godt. Chatsworth Primary School har fjernet fem meter asfalt langs og skabt et alsidigt udendørs læringsmiljø til ”lifeskils”.

Chatsworth1_500 Foto Ulla Skovsbøl
Chatsworth Primary School. Foto Ulla Skovsbøl ©

Af Ulla Skovsbøl

En skolehave behøver ikke at være stor for at fungere godt. Chatsworth Primary School har fjernet fem meter asfalt langs og skabt et alsidigt udendørs læringsmiljø til ”lifeskils”

Chatsworth Primary Shcool er en grundskole med 500 elever i den grønne middelklasse forstad Hounslow i Londons sydvestlige hjørne.  Her har alle elever fra børnehaveklassen til og med tredje skolehave på skemaet en halv dag om ugen.

I 2012 blev ordningen udvidet til også at omfatte anden og tredje klasse. Klasserne er store efter dansk målestok– 30 elever – men på skolehavedagene bliver de delt i to grupper fra morgenstunden. Femten går med skolehavelæreren, og femten bliver hos klasselæreren indenfor. Om eftermiddagen bytter de to hold, så skolehavelæreren altid har det samme forløb to gange på en dag.

Skoleleder, David Wrights begrundelse for at prioritere skolehaven så højt i undervisningen er hverken, at jorden og planterne i sig selv er vigtige eller at mad eller sundhed har specielt høj prioritet.  For ham handler haven om livsduelighed:

”I skolehaven får børnene først og fremmest “lifeskills,” selvstændighed og samarbejdsevne, og det er om noget, hvad de har brug for i den verden, der venter dem,” forklarer han.

Udeskole på sportsplads og i det levende hegn

­­­­­­­­­Om sommeren er det udendørs klasserum i grønsags- og blomsterhaven, mens temaerne i vinterens undervisning kan være fuglene og rævene i det levende hegn omkring skolen, vinterbuketter, juledekorationer eller genbrugsprojekter. Indholdet er fleksibelt og udeskolelærerne tager afsæt i den aktuelle situation. Hvis det lige har sneet, er det oplagt at gå ud og lede efter dyrespor, og hvis solen stråler fra en høj septemberhimmel, og der er glitrende spindelvæv over alt, så er det oplagt at studere edderkopper.

I modsætning til storbyskolerne i det centrale London råder Chatsworth Primary over grønne områder.  Bag skolen ligger en stor sportsplads, og i skellet op mod jernbanen, der løber langs skolens grund, er et bredt, levende hegn. Skolen har som så mange andre skoler almindelige prydbede foran nogle af bygningerne, og rosenbede kan også sagtens bruges i undervisningen.

Der er kulturforståelse og historie i at passe de klassiske engelske roser og lære om den engelske havestil.  Rosenhovederne kan bruges i duftolier sidst på sommeren, og i december sprayer børnene deres duftolier på julekort, som de folder af hjemmelavet genbrugspapir. De øver sig i at skrive hilsner og sender duften af sommer videre til venner og familie.

Skolehaveundervisningen foregår fortrinsvis udendørs, men skolehavelærerne disponerer over en ottekantet træpavillon i et hjørne af skolens sportsplads. Den er enkelt og funktionelt indrettet og stor nok til, at femten børn kan sidde på gulvet og arbejde. Væggene er udsmykket med plancher af planter og dyr og fugle, og her er også en digital vejrstation. Hver dag aflæser børnene temperatur og nedbør og skriver resultaterne ned. Siden tegner de kurver og diagrammer over årets vejr sammen med læreren.

Én lærer kun til skolehaven

Chatsworht-lille Foto Ulla Skovsbøl
Chatsworth Primary Schoo, London. Foto Ulla Skovsbøl ©

Indskolingslærer Linda Haman, der gik på pension i 2012, har grundlagt haven og stået for den i de første år. Hun har stor erfaring i at udvikle spontane dagsprogrammer, der på den ene side tager afsæt i dagen og årstiden og samtidig er relevante og opfylder pensumkravene.

Det er hendes Linda Harmans erfaring, at der ikke altid skal hverken store arealer eller avancerede forløb til at skabe en god skolehaveundervisning. Nogle få poser med solsikkefrø  kan fx være en uvurderlig kilde til gode undervisningsforløb.

”Solsikkerne har virkelig været en succes, som jeg slet ikke havde forestillet mig. Det er en kæmpe oplevelse for et barn at se sådan et lille frø blive til så stor og flot en plante. Det har været en forskønnelse af vores skolegård hele sommeren og en vældig inspiration i undervisningen,” fortæller Linda Harman.

I efteråret høstede børnene solsikkefrø, pakkede dem i små hjemmelavede kuverter dekoreret med tegninger solgte dem ved et forældrearrangement. De fastsatte selv prisen til 20 pence per pose, og pengene går til en børnefond. Eleverne synes, det er sjovt med den slags projekter, og opdager ikke nødvendigvis, at de også lærer noget – men det gør de.

Haven kan bruges til regning

For eksempel er der meget regning i at stå for salget, prissætte frøene og tælle pengene op til sidst. Linda Harman ser også projektet som en træning i samarbejde, og hun har inviteret nogle af de ældre elever til at hjælpe med salget.

”Det giver de store selvtillid at kunne lære fra sig, men det er også godt for de små, for de er vældig stolte, når de får lov til at lære det samme, som de store,” siger hun.

På den måde bliver haven alles stolthed og en kilde til social sammenhængskraft på skolen, mener hun.
Chatsworth Primary: Hvad får børnene i indskolingen ud af haven

  • Vidin on planter go plantedyrkning
  • Praktiske færdigheder
  • Forståelse for hvor maden kommer fra
  • Sproglig udvikling
  • Regnefærdigheder
  • Frirum, hvor de kan udfolde sig
  • Personlig autonomi og styrket selvsikkerhed
  • Træning i samarbejde
  • Social sammenhængskraft i klassen
  • Spontanitet og glæde

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *