Haver til Maver er rykket vestpå

For andet år i træk afprøver skolerne i Odense Kommune skolehave-konceptet Haver til Maver. I 2012 kan 20 af kommunens 38 skoler tilbyde skolehave som fag.

Elever høster_Falen Odense. Foto Ulla Skovsbøl
Elever høster deres afgrøder i Haver til Maver på Falen i Odense. Foto Ulla Skovsbøl Foto: Ulla Skovsbøl ©

Af Ulla Skovsbøl

De nye skolehavekoncept, Haver til Maver, er rykket mod vest. Haver til Maver er udviklet på Krogerupgård i Humlebæk i et samarbejde mellem Fredensborg Kommune og grønsagsfirmaet Aarstiderne.com.

Med støtte fra Trygfonden og midler fra Odense Kommunens bæredygtighedspulje er byens gamle traditionelle skolehaver på Falen ved at blive omskabt til et moderne undervisningstilbud.

Ideen bag Haver til Maver er at give børn mulighed selv at opleve og forstå sammenhængen mellem det der gror i jorden og den mad vi spiser. Haver til Maver går på tre ben: Børnene får erfaringer med at dyrke deres egne grønsager, de lærer at lave sund og lækker mad af havens produkter og de løser praktisk orienterede naturfagsopgaver i det fri.

I Odense er University Center Lillebælt partner i projektet, og pædagog- og lærerstuderende derfra skal undersøge børnenes brug af haven og det udendørs læringsrum i forbindelse med opgaver om fx maddannelse, haven i undervisningen, læringsstile og inklusion.

  • Skolehave, natur og udekøkken vægtes lige højt.
  • Pædagogikke skal være anerkendende og inkluderende
  • Børnenes læring skal være oplevelsesbaseret
  •  Haver til Maver drives økologisk.