Landsbyen Sebber satser på udeskole

Sebber Landsbyordning har siden 2016 haft skole og læringshaver til børn i vuggestue, børnehave og skolens 0. til 6. klasse Sebber Landsbyordning står bag i samarbejde med Haver til Maver.

Læse mere på Haver til Mavers hjemmeside

Sebber Landsbyrodning vil give børn fra vuggestuen til og med 6. klasse for udendørs læring i haven og naturen. Foto: Sebber Landsbyordning/Haver til Maver

Af Ulla Skovsbøl

I foråret 2016 fik Sebber Landsbyordning en skolehave, hvor børn far vuggestuealderen til 6. klasse skal være med til at dyrke grøntsager og frugt eller opleve, hvordan man gør.  Drømmen bag projektet, som er med i Haver til Maver, er at skabe et kreativt udemiljø, der kan bruges til læring midt i det naturskønne Limfjordslandskab.

Folkene bag Landsbyordningen er derfor gået i gang med at forvandle en lidt kedelig græsplæne i den lille by til en læringshave med grønsager, frugttræer og et multifunktionelt udendørs klasseværelse til bl.a. Haver til Maver- undervisning.

Udeskole året rundt

Målet for initiativtagerne er at bruge udeskole som en metode til bedre læring, og alle børn i Landsbyordningen skal have mindst ét udeskoleforløb pr. årgang. Længden og strukturen på udeskoleforløbene kan variere fra årgang til årgang og fra forløb til forløb, men udeskole skal indgå som en naturlig del af undervisningen året rundt.

”Vi vil gerne illustrere for børnene, at naturen aldrig står stille. Alt skal illustreres som en helhed, hvor det ene ikke fungerer uden det andet, hvor vigtigheden af økologi og bæredygtighed kommer i spil, og hvor børnene bliver introduceret for sunde og bæredygtige fødevarer,” skriver initiativtagerne på Haver til Mavers hjemmeside.

”Ydermere skal udeskolen også være et sted, hvor børnene kan lave gruppearbejde eller sætte sig og læse en bog, og dermed bliver udeskolen også en integreret del i den almene undervisning, hvilket kan bidrage til, at børnene får mere frisk luft, og dermed mere energi til de lange skoledage.”

Haven skal desuden være frit tilgængelig for alle, der måtte have lyst og interesse i at besøge den.